Af Inger Axholt
Nu har der efterhånden været så mange variationer og historier om, hvordan Akropolis opstod, at den rigtige må frem.
Her er min egen fortælling om, hvordan det hele begyndte.
I 1992 modtog det gamle kors pensioniter en invitation til en stor fest med middag i anledning af Operakorets 200 års. jubilæum.
Jeg var dybt rørt over deres veneration over for os gamle pensionister, og samtidig meget taknemmelig. Jeg tænkte længe på, hvordan man sagde ja tak til sådan en “kollektiv” invitation.
Pludselige en aften fik jeg en ide, kunne vi mon lave en lille minikoncert? Vi kunne jo alle synge endnu - Jeg ringede Tamas Vettö og forelagde ham min idè. Han var vældig med på idèen, men, som han sagde “Tror du på, at du kan få alle 30 sangere med?” - Hvis du kan, så er jeg der.
Jeg ringede derefter rundt til alle 30 sangere, og forelagde dem - at Tamas ville lede os, hvis de ville deltage. Og - alle 30 sagde JA.
Så kørte jeg ind til Teatret, og fik lov til at tale en kort stund med teaterchef Boel Jørgensen. Jeg fortalte kort, hvad det drejede sig om, og om vi måtte “låne” vores gamle syngeskole til nogle prøver med Tamas Vetö. Hun var mere end positiv. Det måtte vi “Jätte gerne”, jeg skulle aftale med regissør-kontoret. Jeg ringede Hans Jørgen Lindow, og bad ham om at hjælpe mig med at tilrettelægge prøver. Han var en uvurderlig hjælp. Det hele kørte perfekt.
Desværre blev Tamas Vetö kaldt til Wien kort før de sidste 2-3 prøver. Han havde dog forinden bedt Kåre Hansen om at overtage os, hvilket han gjorde med bravur.
På festaftenen rejste vi os på et givet tegn fra Kåre, og gav vores “mindekoncert”. Det var en rigtig stor succes. Alle var glade og feststemte.
Efter middagen var der kaffe i de tilstødende lokaler. Vi var nogle stykker, der fandt et stort bord til ca. 10-12 personer. Bølgerne gik højt, og glade var vi allesammen.
På et tidspunkt kom der en efter en hen til vores bord. Så faldt bemærkningen, “hvor er det synd, at det nu er slut. Hvor var det en dejlig tid vi havde sammen o.s.v.” Stemningen dalede lidt, men pludselig fik jeg en god idé: “Ja, men, hvis I synes det var så dejligt, så laver vi da bare en pensionistklub. Jeg har en stor gildesal, her kan vi starte. Der er plads til 40 pas. Ikke også Hans Jørgen, er du med på den?”. “Ja absolut kom det fra Hans Jørgen”, og ikke kun fra Hans Jørgen, men fra mange af de andre, der sad rundt om bordet: Per Helweg, Karl Kromann, Anne Enkebølle, Bernhard Stenalt, Karen Aagaard, Lillian Bøjle og mange flere. Og så gik starten med hypoteser og idéer om, hvordan vi skulle starte en pensionistklub. Vi tegnede på servietter og duge, og lavede en hel synopsis, Vi morede os hjerteligt ved tanken om vores kommende værk.
Nogle dage efter ringede telefonen en formiddag “Hvad har du nu fundet på”. “Hvad mener du”. Det var Hans Jørgen “ Har du ikke fået brev fra teatret” “Nej hvad taler du om. Se i din postkasse” Jeg sprang ned i haven og så i postkassen. Ganske rigtigt. Her lå en indkaldelse til en stiftende generalforsamling til en kommende pensionistforening, underskrevet af Ole Vadsten. Jeg var lamslået. Vi havde slet ikke tænkt på, at han stod og lyttede os af ved kaffebordet på festaftenen. Han var på sidste sæson, men endnu på teatret.
Derfor var han gået op på Personalekontoret, havde fået vores pensionislister samt balletten og andre fraktioners pensionistliste, fået hjælp til at sende en indkaldelse ud, og givet udtryk for, at han havde fået idéen. Var vi overraskede? Ja, der kom i hvertfald ethundrede reaktioner på indkaldelsen. Fors at gøre det kort, blev vi alle enige om, at gå med den indkaldte dag d. 19. maj 1992 kl. 16.00.
På den afholdte generalforsamling blev der nedsat en bestyrelse. Sangerne valgte Hans Jørgen og mig ind. Øvrige bestyrelsesmedlemmer blev: Nina Herløv, John Wolter, Kjeld Noack, Orla Ulbrink og Ole Vadsten, som formand.
Der gik ikke mange bestyrelsesmøder før vi blev uenige. Ole Vadsten ønskede at lave underafdelinger f.eks. en sangklub, og andre underaftdelinger. Det var der ingen tilslutning til. Han var ret meget “skolemesteragtig”, og det var ikke lige os.
Den 22. november 1992 fik jeg et brev fra Ole Vadsten, der satte sindene i kog, og ved næste møde havde Hans Jørgen Lindow fået nok. Han udtrykte stille og roligt , det det hele var gået stik modsat af vores intentioner, og at han derfor trak sig tilbage med omgående virkning. Han rejste sig. Jeg standsede ham, og fik ham til at sætte sig. Så talte jeg til til Ole Vadsten. “Hans Jørgen Har ret. Du stod ved festen og tog alle vores idéer til dig. Du benyttede dig af de muligheder du havde her ved teatret, og satte det hele igang efter DIT hoved. Men det er ikke vores dybfølte ønske om en demokratisk og fælles bærende pensionsitklub. “Går Hans Jørgen, går jeg med”. Så deltog de andre i debatten, og inden for et øjeblik rejste Ole Vadsten sig. “Kan I ikke samarbejde med mig, er der kun én der går. Det er mig, og det gør jeg nu”. Der var ingen der standsede ham.
Så sad vi der og så målløse på hinanden. Det var vores rolige Nina der brød tavsheden “Vi må se at komme videre” Sagde hun. Hans Jørgen påtog sig at være formand, Kjeld kasserer, Nina sekretær, Inger “festkommité”, Wolter og Orla, alt praktisk - borde - stole - lokaler - o.s.v.
Nu kom der glæde i arbejdet. Alt gik godt. Vi ordnede hver vores, og aflagde “rapporter” ved møderne, der var åbne og fra.
Hans Jørgen va en enestående for mand, Nina havde styr på sit. Kjeld var en fremragende kasserer. Jeg var aldrig nervøs for at bestille bus, ture eller mad til fester. Jeg havde jo Kjeld med pengene i baggrunden. Desuden kom han også ned nogle gode forslag. Orla og Wolters arbejde var perfekt. Det hele gik den rigtige vej - frem. Vi blev flere og flere, så kom katastrofen, Hans Jørgen døde.
Jeg havde hørt, at Mogens Poll var færdig med ombygningen af teatret, og vi bad ham inderligt om at blive foreningens nye formand.
Så kom der nye boller på suppen. Mogens Poll havde mange bekendte i huset, han havde stor erfaring, og - han havde Computer! Alt blev sat i system. Men vi beholdt vores frihed og glæde, og vi fik også blødt lidt op på hr. Poll. Nu gik det rigtig godt. Men udskiftningerne begyndte så småt. Nina var den første, der trak sig ud af bestyrelsen. Hun skulle begynde at studere. Der kom nye i bestyrelsen, nye tiltag og klubben blev større og større.
Det var min beretning om Akropolis. Jeg vil håbe, at det sammenhold vi startede med, vil holde altid, til glæde for hvert enkelt medlem af foreningen.
Jeg vil slute med at rette en stor tak til de mange ildsjæle, der var med fra starten og i særlig grad en stor tak til Tamas Vetö. Jeg ved, at vi betød meget for ham, men jeg ved også at han betød uendelig meget for os.
Kærlig hilsen
Inger Axholt